Klik på download for at hente pdf-filen “Information om COVID-19 til LDD’s medlemsinstitutioner, den 01. april 2020“ [ download ]
For en god ordens skyld, skal vi lige gøre opmærksom på, at dette nyhedsbrev IKKE indeholder nogen aprilsnar 😊
Tingene forandrer sig hurtigt i disse Covid-19 tider. Det ene øjeblik forventer vi stramning, og det næste holder statsministeren pres-semøde og giver os håb om, at hvis vi fortsætter det spor og de forholdsregler, der gælder for øjeblikket, vil vi om små 2 uger be-gynde at kunne se opblødning på begrænsninger mv.
Vi ved selvsagt ikke, hvorledes dette vil ske, men LDD følger situa-tionen tæt og vil udsende relevant information, når dette foreligger.
Vi arbejder fortsat på at skaffe afklaringer på de spørgsmål, som kræver afklaring i ministerier eller fra myndigheder. Så snart vi i LDD har nye og relevante informationer, sender vi det videre til in-stitutionerne.
Pædagogiske og ledelsesrelaterede spørgsmål
Nødpasning
I forbindelse med Coronakrisen, lukning af og nødpasning i dagtilbud har KL sendt kommunerne en vejledning om, hvorledes kommunerne skal forholde sig i forhold til private dagtilbuds nødpas-ning. LDD anbefaler, at de private dagtilbud læser brevet, således man er orienteret om, hvilken vejledning kommunerne har fået. Særligt er det værd at bemærke, at kommunerne efter KL’s vur-dering kan fratage godkendelsen af private daginstitutioner, hvis ikke disse etablerer nødpasning for institutionens børn.
LDD har tidligere rådgivet om, at alle private dagtilbud bør tilbyde nødpasning. KL’s vejledning kan findes via dette link:
http://danskedaginstitutioner.dk/wp-content/uploads/2020/04/20200401-KLs-orientering-til-private-interessenter-tirsdag-24-marts-2020.pdf
Ændres der i reglerne for forældrebetaling?
LDD er opmærksom på, at nogle kommuner er begyndt at gøre maj 2020 til en forældrebetalingsfri måned for i stedet at opkræve forældrebetaling i juli, der normalt plejer at være betalingsfri. For private institutioner skulle dette ikke have nogen praktisk betydning.
LDD har medvirket til, at der er kontakt til de forskellige partier i Folketinget for at gøre opmærksom på, at hvis der grundlæggende ændres i den hidtidige beslutning om uændret forældreopkrævning, vil det især for de private dagtilbud have vidtrækkende konsekvenser.
LDD har lyttet sig til, at flere borgerlige partier udtrykker, at de forventer, at en nedsættelse af for-ældrebetalingen skal ske via en statslig kompensation til forældrene. Hermed vil et tab IKKE skulle dækkes af institutionen selv. Samtidig er regeringen og dens støttepartier umiddelbart ikke indstillet på en nedsættelse af forældrebetalingen, bortset fra eventuelt en udvidet fripladsordning for forældre særligt ramt af krisen.
Intet er afgjort, og alt kan ske, men LDD arbejder for at sikre en beslutning, der sikrer økonomisk dækning til alle dagtilbud.
Kommunen udskyder oprykning til SFO – hvad er reglerne?
LDD oplever, at flere kommuner er begyndt at udskyde overgang fra et dagtilbud til et andet eller fra dagtilbud til SFO/førSFO/MiniSFO mv.
LDD oplever det som problematisk, hvis institutionerne, uanset om de er selvejende, private, puljeordninger mv., ikke også i den situation modtager driftstilskud ift. de børn, der faktuelt er indskrevet i dagtilbuddet.
LDD har omgående sikret, at denne problematik er rejst over for Børne- og undervisningsministeriet samt Kommunernes Landsforening for at få en hurtig løsning på problemet. LDD opfordrer til, at institutionerne i denne helt særlige situation lader børnene fortsætte i nødpasning indtil videre, samt over for kommunen klart og tydeligt bemærker dette. Særligt bestyrelser i private dagtilbud bør skrive til kommunen om, at man nødpasser eventuelle børn med en forventning om, at kommunen sikrer, at institutionen modtager såvel kommunalt tilskud som forældrebetaling for de børn, det aktuelt kan komme til at dreje sig om.
LDD arbejder med problemstillingen, således der forventeligt kan findes en tilfredsstillende løsning for alle parter.
Udvidede åbningstider – hvordan forholder private daginstitutioner sig?
I de sidste par dage har vi oplevet, at flere kommuner er begyndt at udvide dagtilbuddenes åbningstider i dagene op mod påske og i påskedagene. Det er ikke noget, LDD mener, kommunerne kan pålægge de private dagtilbud.
Nogle kommuner opfordrer de private dagtilbud til også at tilbyde samme mulighed for udvidede åbningstider for indskrevne børn, hvis der er forældre med behov for nødpasning.
LDD mener ikke for nuværende, at kommunerne kan pålægge de private dagtilbud at tilbyde udvidede åbningstider. Hvis kommunen tilbyder udvidede åbningstider, og private dagtilbud ikke har mulighed for at stille udvidet nødpasning til rådighed, fx ved manglende personaledækning mv. , må man tilbyde forældrene at kontakte kommunen, så de kan få mulighed for at benytte den kommunale udvidede nødpasning (aftenpasning, weekender og påskedagene).
Private dagtilbud vil derfor skulle forholde sig til, om de vil tilbyde udvidede åbningstider inden for samme rammer som kommunen, eller om institutionen i stedet vil henvise forældre med behov for nødpasning til at benytte sig af det kommunale tilbud.
LDD anbefaler, at de private dagtilbud stiller sig positivt overfor en udvidet åbningstid, hvor det for institutionen er muligt, og selvfølgelig under forudsætning af, at der er et reelt behov hos forældrene.
De private dagtilbud i kommunen kan eventuelt aftale og tilbyde fælles udvidet nødpasning i en eller flere private institutioner og lade en ansat fra egen institution følge med de børn, det eventuelt måtte blive aktuelt at passe i udvidet nødpasning.
I disse tider er der stort behov for, at institutionerne hurtigt omstiller sig og forholder sig til den udvikling, der dagligt sker. I dette tilfælde må bestyrelsen i samråd med den daglige ledelse træffe sine beslutninger om, hvad man vil tilbyde og rammerne for sin beslutning.
Vi har tidligere skrevet om de særlige forhold, institutionerne skal tage ved et eventuelt ”udlån” af ansatte.
Løn- og HR-spørgsmål
Er der lavet en aftale for private dagtilbud om afvikling af frihed under nedlukning og hjemsendelse på grund af Coronavirus?
Som vi skrev i vores nyhedsbrev den 30. marts, er der i forhold til LDD’s privatoverenskomster indgået aftale med BUPL og FOA om afvikling af frihed under nedlukning og hjemsendelse grundet Coronavirus. Ligeledes blev retningslinjerne for administrationen heraf beskrevet.
Aftalen med FOA (pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter) var indgået under forudsætning af godkendelse i FOA’s hovedbestyrelse.
Det kan nu oplyses, at aftalen er godkendt i FOA’s hovedbestyrelse, hvorefter I nu kan administrere personalets frihed ud fra de retningslinjer, vi angav i vores nyhedsbrev den 30. marts.
I forhold til køkken/rengøring er der nu også indgået en aftale med FOA herom, hvilket betyder, at I også for denne gruppe kan administrere som oplyst i nyhedsbrevet 30. marts.
Aftalen kan findes på via dette link:
http://danskedaginstitutioner.dk/wp-content/uploads/2020/04/20200331-Aftale-om-afvikling-af-frihed-m-BUPLFOA.pdf
Økonomi-, IT- og regnskabsspørgsmål
Hvordan forholder det sig med forsikring af arbejdsskader, der indtræffer under nødpasning?
LDD har spurgt Codan, hvor rigtig mange institutioner er forsikret. Codan har skrevet nedenstående, som gælder for de institutioner, der er forsikret i Codan via LDD.
Er en af jeres medarbejdere kommet til skade i forbindelse med sit arbejde i en anden institution, eller er en lånt medarbejder fra en anden institution kommet til skade i jeres institution? Vi anbefaler at arbejdsskader anmeldes gennem den institution, hvor den tilskadekomne medarbejder har sit vanlige arbejde. Så påtager forsikringsselskabet sig sammen med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) at afklare, hvem der er rette arbejdsgiver i den konkrete situation. På den måde sikrer vi, at I kommunikerer med det forsikringsselskab, som I kender, samt at selskabet hjælper til at sikre, at ingen skader falder mellem to stole. |
LDD har ingen oplysninger og kan heller ikke informere om, hvorledes andre forsikringsselskaber forholder sig til spørgsmålet, og opfordrer institutioner, der ikke er forsikret i Codan, til selv at rette henvendelse til deres eget forsikringsselskab for at få rådgivning mv.