Det ser ud til, at Covid-19 atter begynder at udvikle sig med hastig fart. Siden fredag 23/10 2020 har ministerier mv. afholdt flere pressemøder. Der er i den forbindelse bl.a. indført forskellige tiltag vedrørende begrænsning af forsamlingers størrelser mv.
Det er som i foråret 2020 vigtigt, at institutionerne løbende holder sig orienteret via de forskellige myndigheders hjemmesider. Særligt er Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside relevant, og på nedenstående link kan I finde ministeriets opdaterede informationer mv.:
Det er vigtigt, at institutionerne også holder sig grundig orienteret om den enkelte kommunes og øvrige lokale myndigheders eventuelle særlige forholdsregler, begrænsninger mv. Der kan og vil være lokale forhold, som skal iagttages også.
I foråret begyndte Børne- og Undervisningsministeriet at udgive et nyhedsbrev til dagtilbud, dog ikke så ofte her i efteråret. LDD vil dog sørge for at formidle ministeriets nyhedsbrev til alle institutioner under LDD.
Vær i øvrigt opmærksomme på, om jeres elektroniske postkasser er ved at være fyldte. Det hænder ofte, at LDD udsender nyhedsinformation og får svar retur om, at postkassen er fyldt. Hvis ikke vores nyhedsbreve kan afleveres, får I ikke den nødvendige og relevante elektroniske post og information fra LDD og andre.
Som altid bør I være opmærksomme på, at I på LDD’s hjemmeside kan finde svar på mange af de forskellige spørgsmål, I måtte have. Vi modtager selvfølgelig stadig jeres afklarende spørgsmål mv., hvis ikke svaret findes på hjemmesiden.
Pædagogiske og ledelsesrelaterede spørgsmål
Hvad er reglerne for brug af mundbind/visir? (26/10 2020)
Børne- og Undervisningsministeriet har på sin hjemmeside præciseret de nyeste tiltag på coronaområdet.
Der er fortsat ikke noget krav om, at ansatte i dagtilbud skal bære mundbind eller visir. Til gengæld er det blevet tilladt for ansatte at bære visir på arbejde, hvis de ønsker det. Det er altså helt frivilligt, om man som ansat ønsker at bære visir.
Ifølge ministeren er hensigten med at give ansatte i dagtilbud lov til at bære visir at bevare en så tryg og normal hverdag for børnene som muligt på trods af de nye tiltag, samtidig med at der skabes en hverdag med tryghed for de ansatte.
Ministeren sagde på pressemødet 25/10 2020:
”Det er en ret, den enkelte ansatte får til at bære visir. Når der ikke er tale om mundbind i den sammenhæng, er det, fordi det er vigtigt, at børn kan se lærerens og pædagogens ansigtsudtryk” |
En arbejdsgiver må derfor ikke forhindre pædagogisk personale i at bære visir.
Da der ikke er tale om et krav om at bære visir, er arbejdspladsen ikke forpligtet til at stille visir til rådighed, og den enkelte medarbejder skal derfor selv medbringe det, hvis vedkommende ønsker at bære visir på arbejde.
Hvis den enkelte institution ønsker det, er der ikke noget som forhindrer, at arbejdspladsen stiller visir til rådighed, andre værnemidler, arbejdsbeklædning mv. til rådighed for de ansatte.
Der er pt. ikke noget krav om, at forældre skal bære mundbind ved aflevering og afhentning i institutionen.
Lokalt har myndighederne dog mulighed for at beslutte særlige forholdsregler og begrænsninger, og det vil derfor være nødvendigt, at institutionerne holder sig orienteret om særlige lokale forholdsregler mv., der kan være gældende.
Børne- og Undervisningsministeriet skriver på deres hjemmeside følgende:
Der er pt. ikke anbefalinger fra Sundhedsmyndighederne om brug af mundbind udover i den kollektive trafik. De gældende anbefalinger fra sundhedsmyndighederne kan ses på Sundhedsstyrelsens hjemmeside (sst.dk).Kommuner og dagtilbud kan fastsætte retningslinjer for forældres adfærd i dagtilbud. Der vil herunder kunne fastsættes retningslinjer af hensyn til den almindelige ro og orden, herunder for at opretholde en vis hygiejne. Krav om brug af mundbind under forældres ophold i dagtilbuddet vil kunne indføres, hvis det er sagligt og proportionalt.
Forældrene vil ikke skulle have stillet mundbind til rådighed vederlagsfrit af dagtilbuddet i hente-bringe-situationer. |
Den enkelte institution har fortsat mulighed for at lave begrænsninger af forældres færden i institutionen.
Vær opmærksomme på, at disse regler i institutionen, institutionen skal derfor være opmærksomme på de regler, der måtte gælde uden for institutionens eget område.
Det er måske ikke så relevant i dagtilbud, men der opfordres til, at der i videst muligt omfang arbejdes hjemmefra.
På ministeriets hjemmeside kan man via følgende link finde de seneste opdaterede informationer på dette link:
BUPL har på deres hjemmeside også skrevet om dette og skriver bl.a.:
Stadig brug for sikkert arbejdsmiljø Ifølge Elisa Rimpler, formand for BUPL, bør man drøfte retten til at bære visir med sin personalegruppe.» Der er en fare for, at man ved at bruge værnemidler lægger afstand til særligt små børn i forhold til at kunne aflæse mimik og ansigtsudtryk og høre, hvad pædagogen siger. Et plexiglas foran øjnene betyder noget for den interaktion, man har med børnene, og derfor skal man i personalegruppen drøfte, om det er en god idé,« siger Elisa Rimpler, som dog har respekt for nogle pædagogers ønske om at bære visir.» Særligt på skoleområdet, hvor man går fra klasse til klasse og har kontakt til mange børn og unge i løbet af en dag, ved jeg, at mange pædagoger og undervisere ønsker muligheden for at bære visir. I en tid med stigende smittetal kan det være en ekstra sikkerhed,« siger Elisa Rimpler, der appellerer til, at den nye mulighed ikke bliver en sovepude for arbejdsgiverne.» Retten til at bære visir fritager ikke arbejdsgiverne fra at sørge for et så sikkert arbejdsmiljø som muligt,« siger Elisa Rimpler. |
LDD opfordrer til, at ledelsen af den enkelte institution tager en debat om arbejdsmiljø og værnemidler og forholder sig til om, hvorvidt arbejdspladsen vil stille værnemidler til rådighed for de ansatte. Samt hvis man stiller disse til rådighed, i hvilket omfang man gør det.
Hvordan forholder det sig med afholdelse af forældremøde med valg til bestyrelsen? (26/10 2020)
På www.coronasmitte.dk kan man holde sig opdateret om de særlige forhold, der gør sig gældende ift. forældremøder, generalforsamlinger mv.
Som udgangspunkt, er konferencer, generalforsamlinger og lignende omfattet af forbuddet mod at afholde eller deltage i arrangementer, hvor flere end 10 personer er til stede på samme sted samtidig.
På hjemmesiden skrives der følgende:
Konferencer, generalforsamlinger og lignende er som udgangspunkt omfattet af forbuddet mod at afholde eller deltage i arrangementer, hvor flere end 10 personer er til stede på samme sted samtidig. Hvis deltagerne i al væsentlighed sidder ned på faste pladser med retning mod f.eks. en scene eller et podium, kan der dog være op til 500 personer til stede samtidig. Det vil være en konkret vurdering, om kriteriet ”i al væsentlighed” kan siges at være opfyldt. Det er i den vurdering det helt klare udgangspunkt, at langt hovedparten af de tilstedeværende skal sidde ned under hele arrangementet bortset fra, når man f.eks. skal på toilettet, når man ankommer til eller går fra sin faste plads, og når man helt kortvarigt henter fx forplejning i en bar, på et bord eller lignende. Det er således tilladt kortvarigt at forlade sit sæde for at hente kaffe, kage, mad eller drikke ved et bord og så tage det med til sin plads, hvor det kan indtages. Det vil også være muligt for personale på stedet at bringe forplejning ned til deltagernes pladser. Kravet om en ”fast plads” gælder for arrangementet som sådan og indebærer, at deltagerne ikke kan forlade deres pladser for fx at gå ind i et tilstødende lokaler (fx en restaurant) og spise frokost dér, uanset de i al væsentlighed sidder på (nye) faste pladser med retning mod en scene eller lignende.I følge regeringens udmelding gælder dette foreløbigt fra den 26. oktober 2020 til og med 22. november 2020. |
Informationerne mv. kan findes via dette link:
https://coronasmitte.dk/arrangementer-og-forsamlinger
Hvis ovenstående forholdsregler overholdes, er der ikke noget, som forhindrer institutionen i at afholde valg til bestyrelsen.