At sikre alle børn optimale vilkår for at få en tryg barndom med trivsel og omsorg er Landsorganisationen Danske Daginstitutioner, LDD, meget optaget af. Netop derfor var det en fornøjelse for Dorthe Filtenborg, LDD, at deltage i Børns Vilkårs fejring af bogudgivelsen ”Omsorgsgrebet – pædagogisk omsorg i dagtilbud”. En interessant og relevant bog, som er skrevet af Dorte Rudi Andersen og Malene Angelo, der er henholdsvis seniorkonsulent og psykolog i Børns Vilkår.
I LDD har vi stiftet bekendtskab med Dorte Rudi Andersen, da hun medvirkede i et interview i vores fag- og medlemsblad DET GODE BØRNELIV (Børnesagen, marts 2025), hvor hun blandt andet folder omsorgsgrebet ud. Hun er også én af oplægsholderne på LDD`s Lederkonference (d. 11-11-26), hvor man som deltager kan opleve hende holde oplægget ”Hvad har betydning for kvaliteten i forhold til dagtilbuddets pædagogik? Et svar er: omsorgsgrebet”.
”Tidlig indsats og trivsel kræver politiske prioriteringer, hvor tid og nærvær er mere end idealer. Omsorg er ikke noget, vi kan overlade til tilfældighederne. Det er selve fundamentet for et godt børneliv”. Sådan afslutter Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår, sit forord til bogen. Et vigtigt perspektiv, man kun kan være enig i.
LDD har stor respekt for det vigtige arbejde, Børns Vilkår udøver med afsæt i deres vision om, at ingen børn i Danmark må svigtes af hverken deres nærmeste voksne eller af samfundet. Alle børn har ret til en tryg barndom.
Tak til Børns Vilkår for en flot, fin og festlig fejring af bogudgivelsen og et stort hjertelig tillykke til de to forfattere – Dorte og Malene.

