FÆLLESSKAB er et vigtigt begreb i dagtilbuddets pædagogiske hverdagspraksis og folder sig ud på mange forskellige måder, som alle kræver opmærksomhed med afsæt i et mål og en ønsket effekt om, at børnene opnår den nødvendige trivsel, dannelse, læring og udvikling. Fællesskab som den overordnede ramme handler mere konkret om fx deltagelsesmuligheder og børnefællesskab, det professionelle læringsfællesskab, dagtilbuddets organisations- og arbejdsfællesskab, omsorg og inkluderende fællesskab osv.
Landsorganisationen Danske Daginstitutioner, LDD, er Danmarks største Paraplyorganisation med medlemsinstitutioner indenfor selvejende og private dagtilbud fordelt landsdækkende i 79 ud af landets 98 kommuner. LDD er optaget af alt, hvad der rører sig på dagtilbudsområdet, hvor LDD`s fag- og medlemsblad DET GODE BØRNELIV altid tager fat i et centralt tema, der stilles skarpt på. I dette nye nummer har vi valgt temaet FÆLLESSKAB, hvor du som læser kan hente ny faglig viden, teori og pædagogisk praksis samt cases, der kan være en inspiration til din egen faglige praksis.
DET GODE BØRNELIV har igen samlet en vifte af stærke profiler på dagtilbudsområdet, så du kan læse bidrag fra Anette Nygaard Bang, Anja Marschall og Crisstina Munck, Sebastian Damkjær-Ohlsen, Eilif Tommy Johansen, Janne Yde Tange og Pernille Bonderup Christensen, Ole Henrik Hansen og Pernille Hansen, Stine Elverkilde, Kristina Avenstrup og Sine Hudecek samt Lenette Noack Esmark.
Som altid er det Dorthe Filtenborg, LDD, der er redaktør på DET GODE BØRNELIV.
Det sidste nye nummer samt alle øvrige numre af DET GODE BØRNELIV kan du læse her på vores hjemmeside.





