
Er du optaget af leg, relationer og stærke børnefællesskaber?
Vil du være med til at skabe en tryg, udviklende og meningsfuld hverdag for børn i alderen 0-6 år – sammen med engagerede kolleger, hvor faglighed, trivsel og gode relationer er i centrum?
Så er det måske dig, vi søger til Børnehuset Spiloppen i Vor Frue ved Roskilde.
Vi søger en uddannet pædagog på 32-37 timer ugentligt med tiltrædelse snarest muligt.
Lidt om os
Børnehuset Spiloppen er en mindre privat daginstitution med både vuggestue og børnehave. Vi er et hus, hvor nærhed, relationer og fællesskab fylder meget i hverdagen – både blandt børn og voksne.
Hos os vægter vi nærvær, tryghed og stærke relationer højt. Vi ønsker at skabe en hverdag, hvor det enkelte barn bliver set og mødt dér, hvor det er, samtidig med at vi har fokus på børnenes muligheder for at være en del af gode og udviklende fællesskaber.
Vi arbejder med hele barnets dag og udvikling og ser stor værdi i sammenhængen mellem vuggestue og børnehave. Samtidig har vi blik for, at børn i forskellige aldre har forskellige behov, og at den pædagogiske praksis skal tilpasses derefter.
Børnehuset Spiloppen er et hus, hvor der er plads til faglige refleksioner, nye idéer og forskellige perspektiver. Hos os tror vi på, at den bedste pædagogiske praksis skabes i fællesskab, og at medarbejderne skal have reel mulighed for at præge den hverdag, de er en del af.
Vi har korte beslutningsveje og et tæt samarbejde mellem medarbejdere, ledelse og bestyrelse. Samtidig er vi en institution i udvikling, og derfor får du også mulighed for at få indflydelse og være med til at sætte retning.
Vi håber, at du…
… er uddannet pædagog og har lyst til at arbejde med børn i 0-6-årsalderen.
Du må meget gerne have erfaring fra enten vuggestue, børnehave eller begge dele – men vigtigst for os er din faglighed, dit engagement og dit blik for børnene.
Vi håber, at du:
- skaber nærvær og gode relationer til børnene
- har blik for både det enkelte barn og de fællesskaber, barnet indgår i
- møder børnene med omsorg, nysgerrighed og anerkendelse
- er optaget af legens betydning for børns trivsel, udvikling og læring
- bidrager med faglighed, refleksion og tør bringe dine perspektiver i spil
- trives i et tæt samarbejde og kan være både sparringspartner, medspiller og beslutningstager
- kan gå forrest i den pædagogiske praksis og tør være med til at sætte en faglig retning
- kan skabe struktur, overblik og gode, forudsigelige rammer
- tror på ærlighed, anerkendelse og en sund feedbackkultur.
Spiloppens faglige fundament tager afsæt i en anerkendende tilgang, som danner grundlag for den måde, vi møder børn, forældre og hinanden på. Vi tror på, at den bedste pædagogiske praksis skabes i fællesskab, og derfor løfter vi den pædagogiske opgave sammen. Hos os står du ikke alene, men indgår i et tæt samarbejde og samspil med dine kolleger.
Vi håber på en kollega, som deler dette menneskesyn, og som naturligt bringer sig selv og sin faglighed i spil. En kollega, der er nysgerrig på andres perspektiver og har lyst til både at bidrage til og udvikle sig i den pædagogiske praksis, vi skaber sammen.
Det får du hos os
Hos Børnehuset Spiloppen bliver du en del af et mindre hus, hvor du bliver set og hørt, og hvor der ikke er langt fra idé til handling.
Du får blandt andet:
- et engageret og fagligt dygtigt personale
- et tæt samarbejde på tværs af vuggestue og børnehave
- korte beslutningsveje og mulighed for reel indflydelse
- en institution i rivende udvikling, hvor der er plads til nye idéer
- fokus på relationer, trivsel og pædagogisk faglighed
- en engageret bestyrelse, der bakker op om huset
- natur, legepladser og gode muligheder for ture tæt på.
- sundhedsordning, forplejning ifm. aftenmøder m.m.
Nysgerrig på os? Kom gerne forbi
Et jobopslag kan fortælle meget – men ikke hvordan det føles at træde ind ad døren.
Derfor er du også meget velkommen til at komme forbi til en uforpligtende snak og en rundvisning, inden du beslutter dig for, om du vil sende os en ansøgning.
Kom og se huset, mød os og få en fornemmelse af hverdagen. For os er det mindst lige så vigtigt, at du kan mærke, om Spiloppen er et sted, du har lyst til at være, som at vi kan se dig som en del af vores hus.
Praktisk information
Stillingen er på 32-37 timer ugentligt, og vi ønsker opstart snarest muligt.
Ansøgningsfrist: Snarest muligt.
Vi holder samtaler løbende og ansætter, når vi har fundet den rette.
Har du spørgsmål, eller har du lyst til at aftale et besøg, er du meget velkommen til at kontakte leder, Camilla Rudi Christiansen, tlf. 4638 4000.
Vi glæder os til at høre fra dig – eller måske til at byde dig indenfor til en uforpligtende snak og vise dig Spiloppen.
Børnehuset Spiloppen er medlem af Landsorganisationen Danske Daginstitutioner der assisterer os med opslaget.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.