Q: Er der mulighed for hjælp hos Praksiskonsulenterne?
A: Tirsdag 21/4 2020 orienterede vi om udgivelsen af hæftet ”Det pædagogiske arbejde i dagtilbud under coronaepidemien”, som altid kan downloades i sin nyeste udgave på dette link:
http://danskedaginstitutioner.dk/wp-content/uploads/2020/04/20200421-Faghaefte-til-dagtilbud-0-6-ar-om-paedagogik-i-en-Coronatid.pdf
For en god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at hæftet er udarbejdet af Sundhedsstyrelsen og Praksiskonsulenterne og på flere områder er tydeligt henvendt til kommunale dagtilbud. På den baggrund skal selvejende og private dagtilbud lade sig inspirere af indholdet og sikre, at institutionens eget særkende ligger som en overordnet ramme, således at institutionens relation til kommune m.fl. danner udgangspunktet for inspirationen.
I øvrigt tilbyder Praksiskonsulenterne i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet målrettede, praksisnære rådgivningsforløb til dagtilbud med en høj andel af børn i udsatte positioner. Deres mål er at øge den pædagogiske kvalitet i dagtilbud med henblik på at fremme trivsel, læring, udvikling og dannelse hos børn i udsatte positioner.
Praksiskonsulenterne arbejder praksisnært ud fra en helhedsorienteret tilgang, der fokuserer på at øge den pædagogiske kvalitet i dagtilbud. Praksiskonsulenterne tilbyder flere forskellige rådgivningsforløb, som kan søges af forvaltninger og dagtilbud.
Rådgivningen designes i samarbejde med forvaltning, dagtilbudsledere og pædagogisk personale. Der lægges vægt på, at Praksiskonsulenterne er en ressource i det lokale kvalitetsarbejde.
Rådgivningsindsatsens faglige indhold tager udgangspunkt i fire centrale temaer, som ifølge forskning har stor betydning for den pædagogiske kvalitet i dagtilbud:
- Organisering af læringsmiljøer
- Forældresamarbejde
- Faglig ledelse
- Tværfagligt samarbejde
Hvis institutionen er interesseret i kontakt til Praksiskonsulenterne, kan man henvende sig om pædagogik, forældresamarbejde og meget andet af faglig pædagogisk karakter.
Se mere information om praksiskonsulenterne og kontaktinformationer her:
https://emu.dk/dagtilbud/praksiskonsulenterne/hvem-er-praksiskonsulenterne